Historien om vampyrer går mange tusinde år tilbage og findes i næsten alle kulturer verden over. Beskrivelserne er dog vidt forskellige fra sted til sted; alt fra monstre med grønt eller pink hår i Kina, til den græske Lamia, der har overkrop som en kvinde.

Men den vampyr som vi kender i dag, tager udgangspunkt i filmens verden og er i vid udstrækning baseret på østeuropæiske myter. Vampyrmyten i Europa stammer fra fjernøsten og blev transporteret fra steder som Kina, Tibet og Indien med de handlende langs Silkevejen til middelhavet. Herfra er den spredt langs Sortehavets kyst til Grækenland, Balkan, Ungarn og Transsylvanien.

Den moderne opfattelse af vampyrer handler om, at drikke blod og jage mennesker om natten. Vi forbinder vampyren med en mand, der bærer smoking med kappe med høj krave og som kan forvandle sig til en flagermus. I de gamle myter beskrives, hvordan man anbragte hirse eller valmuefrø på gravsteder for at holde vampyrer beskæftiget med at tælle frø hele natten. Disse noget sjove ritualer er imidlertid helt forsvundet fra den moderne fiktion og film. De slaviske folk herunder østeuropæere fra Rusland, Bulgarien, Serbien og Polen, har de fleste historiske myter om vampyrer. Slaverne kom fra området nord for Sortehavet og var tæt forbundet med iranerne. I det 8. århundrede efter Kristus udvandrede de nord og vest på, og slog sig ned hvor de fandt mulighed for at dyrke jorden. Her tog mange af dem kristendommen til sig. Men op gennem det 9. og 10. århundrede kæmpede den østortodokse kirke og den romerske kirke mod hinanden om magten. Det betød et formelt brud i år 1054, hvor bulgarere, russere og serbere blev ortodokse, mens polakker, tjekker og kroater gik til den Romerske kirke. Denne opdeling skyldes et meget forskelligt syn på døden idet man i den romerske kirke troede på engle og helgener, mens man i den ortodokse kirke troede på genfærd.

Årsagen til troen på vampyrisme kunne være forårsaget af et forkert begravelsesritual, misdannelser ved fødslen, bandlysning osv. Et barn født med en deformation, født uden for ægteskab, død før dåben eller død en unaturlig død, kunne risikere at blive betragtet som en vampyr. Modforanstaltninger mod vampyrer kunne bestå i, at man placerede et krucifiks i kisten hos den døde, eller lagde hirse eller birkes i graven, fordi man viste, at vampyrer havde en mani med at tælle.

Bevis for, at der var en vampyr på spil i ens område kunne være dødstilfælde blandt husdyr som får og køer, eller at en afdød havde blod om munden.

Vampyrer kunne dræbes ved halshugning, hvorefter man placerede hovedet mellem fødderne på den afdøde. Man kunne endvidere banke en pæl gennem hjertet på den afdøde eller hælde helligt vand på graven. En god metode til at finde vampyrer blandt mennesker var ved, at uddele hvidløg i kirken for at se om der var nogen, der ikke spiste det.

Rumænien er omgivet af slaviske lande, så det er ikke overraskende, at deres vampyrer ligner den slaviske vampyr. Vampyrer i Rumænien kaldes for Strigoi, som betyder dæmon eller heks.

Der er forskellige typer af strigoi: strigoi vii er en levende heks, der bliver til en vampyr efter døden. De kan sende deres sjæle om natten for at mødes med andre hekse eller med Strigoi mort, som er døde vampyrer. Strigoi Mort er genfærd, som vender tilbage for at suge blod af familie, husdyr og naboer.

Vampyrer blev normalt først bemærket, når de angreb mennesker og husdyr, eller kastede ting rundt i huset. Vampyrer og hekse mentes at være mest aktive på St George's dag den 23 april. Legenden fortæller, at ridderen Georg kom til en by, der blev hærget af en drage. Man plejede, at fodre dragen med lam, for at stille den tilfreds, men nu var man løbet tør for lam, og derfor skulle byens prinsesse ofres til dragen. Georg kæmpede imod dragen og vandt. Som tak ville man give ham prinsessen, men han takkede nej, da han ikke kæmpede for egen vindings skyld men for at bekæmpe det onde.

For at forhindre en person i at bliver til en vampyr, kunne man fjerne moderkagen fra en nyfødt og ødelægge den, før barnet fik spist noget af den. Andre metoder var, at placere en gren fra en vild rose i graven, eller lægge hvidløg i vinduet og gnide det mod kvæget, denne skik var særlig udbredt på St. George's & St. Andrew's dag.

At dræbe en vampyr mest effektivt var ved, at banke en pæl gennem kroppen, efterfulgt af halshugning og placering af hvidløg i munden. I det 19. århundrede skød folk en kugle gennem kisten og i andre tilfælde blev kroppen parteret og brændt.

Sigøjnere optræder ofte i vampyrfilm og der er ingen tvivl om, at Bram Stoker's bog "Dracula", hvor sigøjneren Szgany optræder som Draculas hjælper, har givet næring til myten. I virkeligheden stammer sigøjnere fra nomadestammer i det nordlige Indien og er en folkegrupper, som ofte omvandrende og som findes i alle verdensdele. Antallet er størst i Europa, hvor det anslås, at halvdelen af alle sigøjnere lever; ca. 5-6 mio. (2000). Store grupper findes i de fleste østeuropæiske lande samt i bl.a. Tyrkiet, Grækenland, Italien, Frankrig og Storbritannien. Sigøjnere kalder sig selv roma eller manush oge ankom til Rumænien kort tid før Vlad Dracula blev født i 1431.

Sigøjnere eller romaer tror traditionelt, at afdødes sjæle nogle gange ønske at komme tilbage. Mullo, roma-versionen af vampyren, vender som regel tilbage til den menneskelige verden for at hævne sig på en slægtning, der på en eller anden måde har gjort noget forkert. De suger blod af deres ofrer og piner og plager ham eller hende. Sigøjnere tror også på Dhampir, søn af en vampyr og en dødelig kvinde - normalt en vampyrenke, der er dygtig til jagt og til at dræbe vampyrer. Den indiske kultur, som romaerne stammer fra, har også har mange traditionelle blodsugende væsner, især guddommen Kali, den "sorte gudinde." Indiske vampyrer omfatter Bhut, det onde spøgelse af en mand, der døde en alt for tidlig død, og Vetala. Begge vampyrer besøger hyppigt kirkegårde, stjæler lig og angriber de levende. Brahmaparush fra det nordlige Indiens folklore, drikker sine ofres blod gennem et hul i kraniet, spiser hjerner og afslutter med at danse med ofrets tarme viklet rundt om hovedet. Den hinduistiske gudinde Kali er sort fordi hun suger negativitet og ondskab ud af dem, der tilbeder hende, og ikke fordi hun er gudinde for ondskab. Denne sidste misforståelse blev i høj grad udbredt af de kristne missionærer, som mødte Kali kulten i Indien. Kali bærer en halskæde af afhuggede hoveder, som symboliserer ego'er, for Kali ødelægger ego'et i den søgende discipel således, at dennes sande absolutte natur kan åbenbare sig. Kali har et skørt af afhuggede hænder om sin ellers nøgne krop. Hænderne symboliserer tilknytning, og Kali destruerer tilknytning til verdens Maya. "Kala" betyder tid på sanskrit og "Kali" er den, der ødelægger tid. Kali er gudinden, der bringer den søgende til hans sande tidsløse væren. Ligeledes er Kaligudindens frygtindgydende ansigt med den lange blodige tunge ikke et udtryk for ondskab, men for at hun er nådesløs i sin destruering af alt, hvad der er falsk. Selv planter eller hunde, katte og husdyr kunne blive vampyrer. Hvis græskar og meloner holdes i huset for længe, ville de begynde at bevæge sig, sige lyde eller bløde.

Flagermus og vampyrer er i dag tæt forbundne. De er en integreret del af den moderne opfattelse af vampyrer, men det har ikke altid været sådan. Mange kulturer har forskellige myter om flagermus. I Sydamerika var Camazotz en flagermus gud, der boede i huler. I Europa blev flagermus og ugler længe forbundet med det overnaturlige; hovedsageligt fordi de var nattevæsner. På den anden side betragtede sigøjnere dem som heldige - de bar smykker lavet af flagermus knogler.

Så hvordan er flagermus endt med at blive forbundet med vampyrer? Der er kun tre arter af vampyrflagermus i hele verden, som alle lever i Central- og Sydamerika. I løbet af det 16. århundrede, da spanske kolonister kom i kontakt med de sydamerikanske flagermus, varede det ikke længe, før de begyndte at forbinde flagermusene med deres egen vampyrlegende. I løbet af de følgende århundreder blev legenden yderligere forstærket og i 1840 skrev James Malcolm Rhymer ” Varney the Vampire”. Der er næppe mange, der kender navnet James Malcolm Rymer i dag, selvom mange af os nok har hørt navnene Varney the Vampire eller Sweeney Todd. Sidstnævnte blev filmatiseret i 2007 af Tim Burton med Johnny Depp som den dæmoniske barber fra Fleet Street. James Malcolm Rymers bøger udkom som Penny Dreadfuls. En engelsk serie af blodig horror til en penny. Næppe det bedste sted at vinde anerkendelse for sine litterære evner. Både Varney the Vampire og The String of Pearls (om Sweeney Todd) udkom begge i 1847. Det taler for sig selv, at begge bøger findes på tryk den dag i dag, og at Sweeney Todd, der i øvrigt blev til en sejlivet vandrehistorie, er filmatiseret og dramatiseret et utal af gange.

En sag fra Meduegna er en af de oftest omtalte vampyrjagtsager, og den fandt sted i et af de klassiske områder for den slags, nemlig Serbien. Meduegna er en landsby nær Beograd, og her døde i sommeren 1727 en soldat ved navn Arnold Paole efter en ulykke med en høstvogn. Arnold havde før sin død fortalt sin trolovede, at han i sin tid som soldat i Grækenland var blevet bidt af en "Vrykolakos", men at han havde opsøgt den udødes grav og spist en håndfuld jord fra den for at blive befriet for forbandelsen, som han som østeuropæer naturligvis var bekendt med. Da Arnold var død efter sit uheld, blev han, som det hørte sig til, behørigt begravet på byens kirkegård; men lidt over en måned efter hans død gik der rygter om, at han var set i landsbyen, så hans grav blev åbnet, man fandt, at han lignede en vampyr; der blev slået et stage gennem hans krop, hovedet blev hugget af og de jordiske rester brændt; alt sammen efter gammel sædvane i sådanne sager. Tillige pælede og brændte man fire andre nyligt afdøde, for at vampyrisme ikke skulle sprede sig. Det hed sig i øvrigt, at Arnold Paole skal have givet et skrig fra sig, da pælen gennemborede ham, samt at hans hår, skæg og negle var vokset, da man åbnede graven. Måske blev han levende begravelse. I rapporterne om sagen hedder det nemlig, at han blev kvalt under et hølæs, så han kan meget vel være blevet lagt levende i graven. Skriget, som der blev fortalt om, kan udmærket være kommet fra en tilskuer til forestillingen. Fantasien har så gjort resten. Men sagen slutter ikke her. Fem år senere blussede vampyrhysteriet op igen i Meduegna. Der har tilsyneladende raset en slags epidemi i landsbyen, som krævede sytten ofre i alle aldre og begge køn; og så en nat vågnede en kvinde op af et mareridt og skreg, at hun var blevet udsuget af en vampyr, og at denne vampyr var en navngiven mand, som var død for nylig. Læg mærke til, at hun vågnede af et mareridt. Selv myndighederne blev grebet af hysteri over denne epidemi, som de var fast overbeviste om skyldtes vampyrer, men som snarere skyldtes den tids manglende hygiejne og manglende forståelse for sygdommes spredning. Områdets guvernør nedsatte en kommission, bestående af militærpersoner og kirurger, og de udforskede Meduegnas kirkegård grundigt. her skal her nævne et par eksempler på, hvad de fandt i de sytten grave.
1.: En kvinde, død tre måneder i forvejen, fundet at være vampyr. Hud og negle var løse, men ved berøring faldt de af og der viste sig ny hud og nye negle indenunder. (At løs hud og løse negle er typiske eksempler på kroppens henfald, vidste lægerne åbenbart ikke dengang).
3.: Et otteårigt barn, begravet i 90 dage!
8.: En kvinde, begravet i syv uger og hendes otte uger gamle barn, begravet i tre uger. I begyndende opløsning, men man tog ikke nogen chancer.
9. En mand, begravet i fem uger, også i begyndende opløsning.
Sådan kan man blive ved. Samtlige 17 formodede vampyrer, med undtagelse af det lille barn, havde været begravet i mere end en måned, og hos de fleste var der tegn på begyndende henfald. Alligevel behandlede man dem alle som Nosferatu: pælede dem, halshuggede dem, brændte dem og kastede asken i en nærliggende flod. Derpå nedskrev man rapporter, som blev sendt til de højeste myndigheder, der godkendte dem.